Tag Archives: efterårsferie 2016

På vej hjem

Planen var at overnatte udenfor Reims, og se domkirken i dag, men campingpladsen var lukket på grund af noget giftig røg eller jord eller noget andet på fransk vi ikke helt forstod.
Der var ikke nogen andre rigtig gode muligheder så vi pakkede om til nattøj og kørte mod Puttgarden.
Vi skiftedes til at køre, pigerne sov på bagsædet.
Nu spiser vi morgenmad på færgen der lander i Rødby 10.30.

Mega legehus

Marie Antoinette fik en del af parken indrettet som en rustik landsby, så man kunne tage derned og få en landlig oplevelse. 

Sara bemærkede at det da var lidt lige som et stor legehus så. 

På vejen tilbage mod slottet fandt vi en masse små sjove stier og hyggelige kroge af haven. 

Aftenløbetur

Vi var lidt usikre på hvor langt der var at gå op til slottet, om vi skulle tage en bus noget af vejen eller hvad, så når vejret var til det, og jeg trængte til en lille løbetur, så blev det lige et smut op om Versailles. Det viste sig at der var præcis 3 km hver vej.

Aftentur

Katrine var lidt træt, så pigerne og jeg tog alene ind til byen om aftenen for at se Eiffeltårnet med lys på om natten. Det var meget fint og imponerende. Jeg fik endda lejlighed til at tage et ekstra billede af Seinen om natten.

Pigerne kom alt for sent i seng, for vi var først tilbage klokken 23, men så kunne vi sove længe og se frem til brunch næste morgen – mit ur viste mere end 20.000 skridt, så vi synes vi havde fortjent lidt godt at spise ovenpå den tur.

Vi nåede også lige omkring Triumfbuen – hvor vi fik en enkelt kiks, inden turen gik hjem i seng.

De var trætte men klarede turen helt vildt flot – Sara sover ikke, hun hviler bare øjnene lidt i bussen på vej hjem.

Skorstensbyen

Det er så sjovt at have pigerne med på ferie. Det er der rigtig mange grunde til. En grund er at de er gode til at lægge mærke til sjove ting ved de steder vi kommer, så vi får nye indtryk af kendte steder. Det var fx Sara der mente at de da havde utroligt mange skorstene på husene, og det har de faktisk når man kigger efter. 

Eiffeltårnet

Vi ankom til Paris i aftes og tjekkede ind på en campingplads så tæt på centrum som muligt. 

I dag stod vi tidligt op for at komme forrest i køerne til at komme op i eiffeltårnet. Det viste sig at der faktisk slet ikke var kø hvilket var helt underligt, men meget rart. 

Vi brugte det meste af formiddagen på at se på og fra tårnet. Det var en stor oplevelse. Begge pigerne gik i flere timer efter og sagde, at de ikke helt kunne forstå at de lige have været en tur i eiffeltårnet. 

Efter turen i tårnet gik vi på creperie og fik ægte fransk pandekage med skinke og ost eller andet fyld. Især Sara var svært begejstret. 

Hamborg

Vi stod tidligt op i morges og er kørt via Rødby. Vi ramte Tyskland allerede klokken halv ti i formiddag.  Første stop på turen skulle have været et miniland med modeltog der ligger midt inde i Hamborg.

Der var to timers ventetid, så det blev bare til en lille gåtur langs floden og en tur ud om havnen og frokost i bilen inden turen gik videre sydpå.