Dagens ninus

I dag har været en stille (men dog dejlig) dag. Men i stilheden er der pludselig plads til sorgen. Ninus har manglet sin, måske lidt påtvingede, somregel gnavne men dog elskede, rejsemakker som hun nok har lært at holde af hen af vejen. Derfor er tomrummet til højre for vores ensomme ven blevet fyldt med noget andet, langtfra det samme som en vidunderlig barndoms ven, men som et plaster på såret har hun fået selskab af intet mindre end snacks. De bedste af slagsen enda. De hjælper hende til at udholde den voksende smerte ved at se verden uden penguino.

Cristna Jama

Jama betyder grotte eller hule. På engelsk hedder hulen Cross cave. Den er helt anderledes end Postojna, her var kun lavet ganske få tilpasninger, så man kunne besøge hulen, resten var naturligt. Vi blev udstyret med lygter så vi kunne se og gummistøvler så vi ikke fik våde fødder. Vi kunne nu sagtens have klaret turen i vores vandrestøvler/sko.

Det er en vand-grotte, hvilket betyder at floden stadig løber igennem hulen. Guiden fortalte at den ind imellem bliver helt oversvømmet, når det regner meget oppe på plateauet hvor floden løber ind under jorden. 

Inde i hulen blev vi delt i tre mindre grupper. Den ene lille var rent slovensk. De to større var på engelsk.

Et godt stykke inde i hulen var en lille udstilling. Det lille kranie ovenpå montren er fra en brun bjørn. Det store inde i er fra en hulebjørn.

Guiden fortalte at hulebjørnen uddøde fordi den ikke kunne finde mad nok da klimaet blev koldere for omkring 25.000 år siden. De spiste udelukkende planter og derfor kunne den ikke få mad nok til at overvintre. Det er også forklaringen på at langt de fleste skeletter fra hulebjørn er fundet i huler. De er simpelt hen døde mens de har overvintret, med for lidt i depoterne.

skeletterne er meget vel bevaret på grund af klimaet i grotten og den måde de er blevet begravet af aflejringer fra floden.

Knoglerne her er omkring 30.000 år gamle.

Længst inde på vores tur skulle vi ud at sejle på den første af over 20 søer i grotten.

Vi så et par andre ture komme ud, de har ture på både 3-4 og 7 timer, hvor man kommer meget længere ind i grotten. Den længste tur kan man kun komme på om vinteren og der er kun plads til ca. 100 gæster om året.

Hule-borg

Tæt på Postojna ligger en borg der er bygget i åbningen af endnu et hulesystem. Det har været næsten umuligt at indtage den, fordi den på grund af placeringen kun kunne belejres. og med adgang til frisk vand fra hulens indre og smutveje ud på gennem hulesystemet kunne man fra borgen holde en belejring ud meget længe.

Det er en meget sjov blanding af klippe og bygning. Mange steder er det svært at se hvor klippen stopper og bygningen begynder. Der var forfriskende køligt inde i borgen.

Postojna drypstenshule

En af Sloveniens største turistattraktioner er Postojna drypstenshuler. Det er et meget stort og omfattende hulesystem.

Turen starter med at man kører i et tog 2 km ind i grotten. Her følges man på en vandretur rundt i grotten ca. 1,5 km, hvorefter man tager toget ud igen. Det er alt sammen meget flot og imponerende.

Der lever over 100 forskellige grotte-arter i hulen. Den største og den der fik størst opmærksomhed er Olms (på skiltene). Det er en slags amfibie som bevarer en del af sine larvetræk selv når den bliver voksen. Den har små bitte lemmer med tre fingre på forbenen og to på bagbenen.

Mens de er små har de øjne, men der gror et tyndt lag hud over inden de bliver voksne. Hele deres krop er lysfølsom og de kan mærke når det er ved at blive højvandet, for så er der mad på vej. De kan leve i op til 10 år uden at spise og blive 100 år gamle.

De skal have det meget mørkt, så det var svært at få ordentlige billeder af dem.

Pivka jama

Dagens campingplads er godt inde i en skov. Vi kom til at køre ad bagvejen, og har måske overset et skilt med militært område. Vi fik i hvert fald ikke ros for at skulle låne nøglen til bommen for at komme ind fra bagsiden. Men det er en meget hyggelig plads, med masser af skygge. Det er som om resten af omgivelserne heller ikke bliver så opvarmede når der er meget skygge. Så her er rigtig rart.

Den grå bygning i baggrunden er toiletterne, så det er nærmest ideel plads vi har fået her.

Kniplinger

Den anden ting Idrija er kendt for er kniplinger. De har haft en rig udvikling af teknikker og fremstilling. En del af forklaringen er at byen på grund af kviksølvminen, meget tidligt, har været velstående og teknologisk langt fremme.

Vi så både nogle klassiske og nogle mere moderne og kunstneriske kniplinger.

Et meget imponerende stykke arbejde er denne dug, der er stor nok til at dække op til 12. Det har taget ustyrligt mange timer at kniple det hele. Den var egentligt en gave til Titos kone men hun fik den aldrig.

De har en skole for kniplinger som stadig kører i dag. Den har omkring 400 elever om året. Og de afholder Idrija Lace Festival. Den seneste har lige være i juni 2024.

Idrija kviksølvmine

Idria er kendt for især 2 ting. Den ene er kviksølvminen der her ligget der i flere hundrede år. Det er den næststørste, og er sammen med en i Spainen blevet UNESCO verdensarv.

Selve museet er i et gammelt slot, som aldirg har været brugt af hverken konger, kejsere, prinser eller andre fornemme personer. Det er blevet bygget som hovedkvarter og administration for minen. Det fortæller lidt om den velstand minen har tilført byen.

De havde lavet en fin udstilling om minen og om kvivsølv. Kviksølv forekommer i to former. Den rød klump og i flydende form.

Hvis man kom til at skubbe lidt til montren kan man godt se at det er en jernkugle der flyder i kviksølvet.

Der var også en større samling af sjove og flotte sten samt fossiler.

Vi synes denne herunder ligner karamel-flager.

En del af udstillingen handlede også om minearbejderne og de forhold de havde at leve og arbejde under. Kuglerne i kuben symboliserer dem der mistede livet i minen. Tavlen med numre blev brugt til at hver arbejder tog sit nummer med i minen om morgenen, og hvis der manglede et nummer om aftenen, så kunne de gå ned og lede efter dem.

Vi fik også en længere gennemgang af områdets historie fra før første verdenskrig og frem til nu, hvordan området har været både, Østrigsk, under italiensk facisme, besat af nazityskland og endelig en del af det kommunistiske Jugoslavien, for nu at være sig selv. Alt sammen på kun 100 år.