Jama betyder grotte eller hule. På engelsk hedder hulen Cross cave. Den er helt anderledes end Postojna, her var kun lavet ganske få tilpasninger, så man kunne besøge hulen, resten var naturligt. Vi blev udstyret med lygter så vi kunne se og gummistøvler så vi ikke fik våde fødder. Vi kunne nu sagtens have klaret turen i vores vandrestøvler/sko.
Det er en vand-grotte, hvilket betyder at floden stadig løber igennem hulen. Guiden fortalte at den ind imellem bliver helt oversvømmet, når det regner meget oppe på plateauet hvor floden løber ind under jorden.
Inde i hulen blev vi delt i tre mindre grupper. Den ene lille var rent slovensk. De to større var på engelsk.
Et godt stykke inde i hulen var en lille udstilling. Det lille kranie ovenpå montren er fra en brun bjørn. Det store inde i er fra en hulebjørn.
Guiden fortalte at hulebjørnen uddøde fordi den ikke kunne finde mad nok da klimaet blev koldere for omkring 25.000 år siden. De spiste udelukkende planter og derfor kunne den ikke få mad nok til at overvintre. Det er også forklaringen på at langt de fleste skeletter fra hulebjørn er fundet i huler. De er simpelt hen døde mens de har overvintret, med for lidt i depoterne.
skeletterne er meget vel bevaret på grund af klimaet i grotten og den måde de er blevet begravet af aflejringer fra floden.
Knoglerne her er omkring 30.000 år gamle.
Længst inde på vores tur skulle vi ud at sejle på den første af over 20 søer i grotten.
Vi så et par andre ture komme ud, de har ture på både 3-4 og 7 timer, hvor man kommer meget længere ind i grotten. Den længste tur kan man kun komme på om vinteren og der er kun plads til ca. 100 gæster om året.